• Mandag, tirsdag og torsdag 08.00-17.00
  • Onsdag 08.00-18.00
  • Fredag 08.00-16.00
43 99 17 61

Har dit kæledyr overfyldte analkirtler?

Analkirtler eller analsække som de også kaldes, findes hos alle hunde og katte. De to små sække er placeret i vævet på hver sin side af endetarmsåbningen med udførselsgange, der kan ses som et lille bitte hul der munder ud i endetarmsåbningens slimhinde.

Analkirtlens funktion er at producere sekret til duftmarkering. Når dyret har afføring presses der en lille mængde sekret med ud. Så kan andre hunde og katte lugte at dyret har været her.

Det normale sekret der produceres i analkirtlen er gråbrunt, let flydende konsistens og lugter meget kraftigt.

Overfyldte analkirtler

Hvis dyret ikke kan komme af med sekretet i analkirtlerne, vil de blive overfyldte. Udførselsgangen stopper nemt til hvis den har et meget tyktflydende sekret eller den naturlige tømning ikke fungerer i en periode f.eks. når dyret har diarre eller blød afføring.

Tegn på overfyldte analkirtler kan være:

  • Dyret kører bagdelen mod jorden
  • Slikker sig meget bagi eller bider efter bagdel og hale
  • Dårlig lugt bagtil
  • Pus og blodigt sekret samt sår eller hul i huden ved analkirtlerne
  • Hævet bagtil

Det er oftest hunde der har problemer med analkirtlerne, men katte kan faktisk også have tilstoppede analkirtler og analkirtelbetændelse. Dette ser vi dog meget sjældent.

 

Analkirtelbetændelse

Analkirtelbetændelse opstår når analsækkene bliver overfyldte med sekret samtidig med at der sker en bakterievækst i sekretet eller i slimhinden i analkirtlen.

Behandling består i at tømme analkirtlerne samt medicinsk behandling af den eventuelle betændelse.

Nogle gange kan analkirtlerne tømmes ved at dyrlægen klemmer på dem, men hvis de er meget tilstoppede eller der er meget kraftig hævelse og smerter på grund af betændelse, er det nødvendigt at skylle kirtlerne. Dette gøres i narkose.

Nogle hunde har så store problemer med analkirtelbetændelse at man vælger at bortoperere analkirtlerne.

Analkirtelbetændelse er en lidelse vi hyppigt ser hos hunde i alle aldre.

Hvilke racer er særligt udsatte for at få analsækbetændelse/fyldte analsække? Undersøgelser har ikke påvist at nogle racer skulle have øget risiko, men i praksis ser vi ofte lidelsen hyppigere hos de mindre racer og især Cavalier King Charles og Chihuahua har vi tit i behandling for denne lidelse.

 

Hvad kan man gøre for at undgå analkirtelbetændelse?

Det er vigtigt at holde øje med tegn på fyldte analkirtler så de kan blive tømt inden der opstår hævelse og betændelse.

Det er også vigtigt at holde øje med at hunden har en god fast afføring. Har hunden ikke det kan det være gavnligt med et fibertilskud i kosten.