Kender du symptomerne på livmoderbetændelse?
Livmoderbetændelse er en hyppig lidelse hos ældre intakte tæver. Hvis tæven er steriliseret enten ved at have fået fjernet hele livmoderen eller blot æggestokkene, kan de ikke længere få sygdommen.
Symptomerne kan varier meget; hvor nogen bliver meget dårlige, har andre få symptomer. Nogle tæver bliver akut meget syge og skal behandles hurtigst muligt:
- Nedstemthed
- Anoreksi
- Feber
- PU/PD (øget drikkelyst og urinering)
- Flåd fra vulva (kan variere fra klart til grønt af udseende)
- Tegn på mavesmerter.
Som udgangspunkt består behandlingen i at fjerne livmoderen kirurgisk. Hvis du har mistanke om livmoderbetændelse hos din hund, bør dyrlægen kontaktes hurtigst muligt.
Livmoderbetændelse ses normalt 4-8 uger efter endt løbetid. Dette skyldes at østrogen og progesteron som frigives under løbetid, er den udløsende faktor. Dette gør også at jo flere løbetider tæven har været igennem, jo større er risikoen for at få livmoderbetændelse. Livmoderbetændelse ses derfor meget sjældent i yngre tæver. Bakterier kommer til sekundært og giver selve betændelsestilstanden. Den hyppigste bakterie er E. coli. Denne bakterie kan frigive forskellige giftstoffer og give tæven sepsis (blodforgiftning).
Der findes to variationer af sygdommen; en lukket og en åben. I den lukkede version er livmoderhalsen lukket og alt pus og andet sekret holdes inde i livmoderen. I den åbne er livmoderhalsen åben, så indhold fra livmoderen kan løbe ud.
Symptomer
De klassiske symptomer er:
- Øget drikkelyst og hyppig urinering
- Gult/brunt, ildelugtende, slimet flåd fra skedeåbningen (ved åben
- livmoderbetændelse)
- Træt og nedsat energiniveau
- Mavesmerter
- Nedsat eller ophørt ædelyst
- Øget bugomfang (specielt ved lukket livmoderbetændelse)
- Feber i nogle tilfælde, men selv tæver der er meget syge kan være feberfri.
Behandling
Der findes både en medicinsk og en kirurgisk behandling. Vi anbefaler generelt den kirurgiske løsning, hvor hele livmoderen fjernes, da det kurerer sygdommen og der undgås tilbagefald. Den medicinske behandling åbner livmoderhalsen og får livmoderen til at trække sig sammen, så pus og andet indhold kan komme ud, men den fjerner ikke den primære årsag. Der er derfor en meget stor risiko for at livmoderbetændelsen kommer tilbage efter næste løbetid.
På dyreklinikken
Hvis du og din hund kommer på besøg hos os, vil vi altid starte med en fuld klinisk undersøgelse. Alt efter symptomer og tævens tilstand, kan vi også vælge at tage en blodprøve og tage røntgenbilleder. Tæven vil normalt blive dagsindlagt hos os, så vi kan give væske, antibiotika og smertestillende direkte ind i blodet. Vi opererer normalt samme dag, og tæven kan ofte gå hjem igen sidst på eftermiddagen.
Prognose
Langt de fleste patienter kommer sig hurtigt efter operationen og bliver herefter helt sig selv igen.
Livmoderbetændelse hos kat
Livmoderbetændelse hos kat kan også forekomme, men er meget sjældent. Dette skyldes at kattens reproduktionscyklus er helt anderledes end hundens og der derfor ikke kommer samme hormonelle påvirkning af livmoderen. Katte med livmoderbetændelse har sjældent lige så mange symptomer som hunde.
Katte der alligevel får livmoderbetændelse får dette sekundært til andre faktorer, f.eks længerevarende behandling med p-piller, infektion i kønsorganer ved parring, dødt foster mv.
Behandling af livmoderbetændelse hos katten er altid operation. Katten kommer sig som oftest rigtig hurtigt efter operation.
Hvis din kat er steriliseret er den naturligvis beskyttet mod at få livmoderbetændelse.